Pleje af ydre piercinger i den første 1-1½ måned | Pleje af Tungepiercing i de første 10-14 dage | Pleje af Intimpiercing | Skader og komplikationer | Allergiske reaktioner

Pleje af ydre piercinger i den første 1-1½ måned:

  • Der bør ikke anvendes klorhexidin, sprit eller brintoverilte til at rense ydre piercinger, da stofferne er lige så skadelige for dine hudceller som for de bakterier du prøver at fjerne.
  • Start plejen dagen efter piercingen er blevet lavet
  • Husk at vaske dine hænder før du berører piercingsmykket
  • Vær opmærksom på at såret udskiller en hvidgullig sårvæske, som ikke nødvendigvis er betændelse, og at det er normalt under helingsprocessen
  • Rensning: De første 2-4 uger, bør du rense såret 2 gange dagligt med en af produkterne i næste punkt.
    • Den første gang bør være om morgenen og den anden gang om aftenen
    • Blødgør piercingen i ca.5 minutter, ved at holde et bæger med sæbeopløsning hen over piercingen eller ved at bruge en tot vat dyppet i sæbeopløsningen..
    • Skyl bagefter piercingen helt fri for sæberester med noget rent vand
    • Til sidst bør du tørre den omhyggeligt med fx papirservietter eller føntørrer, da bakterier trives godt i fugtige miljøer
  • Til rensningen anbefaler vi følgende produkter: Sterilt saltvand, uparfumerede sæbespåner (1 tsk. Spåner til 1 kop varmt vand) eller mild uparfumeret sæbe med en PH værdi omkring 3,5
  • Brug den antibakterielle salve på kanten af såret engang imellem, først efter der er gået 10 dage siden piercingen blev lavet
  • Efter den første måned, går du over til kun at rense piercingen 1 gang om dagen
  • Pas på med at gøre ting, som generer din piercing. Som nævnt tidligere, kan der nemt gå betændelse i din piercing, hvis du piller ved den, går i tøj, som strammer lige der hvor den sidder, eller du fx dyrker sport, hvor du risikerer at genere din piercing. Primært drejer det sig om navlepiercinger, som kan blive generede af maverulninger og andre voldsomme bevægelser af maveregionen.
  • Hvis du absolut skal udskifte dit standardsmykke med et pyntesmykke, så vent til der mindst er gået 2 måneder

Til Top

Pleje af Tungepiercing i de første 10-14 dage:

  • Husk at vaske dine hænder før du berører piercingsmykket
  • En piercing i munden kræver at du har optimal mundhygiejne. Da bakteriebelægninger er en hyppig årsag til betændelse, skal du huske at:
    • Skylle munden med klorhexidin 0,1% eller med TECH 2000 hver morgen og aften
    • Skylle munden grundigt med vand efter alle måltider for at fjerne madrester
    • Såret udskiller en hvidgullig sårvæske, som ikke nødvendigvis er betændelse, og at det er normalt under helingsprocessen
  • Undgå alt for varme drikke da det øger hævelsen. Afkøl tungen med isvand eller sodavandsis det første 3 dage, for at minimere hævelsen.
  • Undgå at suge for kraftigt på fx sugerør eller cigaretter, da det øger hævelsen
  • Undgå alt for krydret mad og andet, der kan irritere tungen
  • Undgå tungekys og oralsex
  • Når hævelsen har lagt sig og du har skiftet til den kortere metalstav, skal du holde smykket fri for bakteriebelægninger, plak og tandsten.

Husk:

  • Pas på dine tænder! Smykket er lavet af metal og kan give skader på tænderne, hvis man kommer til at bide i det
  • Du bør jævnligt spænde kuglerne på tungestaven. Hvis kuglerne bliver for løse kan du ende med at tabe en af dem, eller sluge den, og en ny er ikke gratis
  • Smykkets metal leder både kulde & varme igennem tungen. Meget varme drikke kan beskadige vævet i selve tungen og give hævelse og smerte.

Umiddelbart efter piercingen er lavet
Lige efter tungepiercingen er lavet, kan der forekomme ømhed, lettere smerter og hævelse i tungen.
En god og nem måde at undgå smerterne på, er at tage 2stk Panodil (Paracetamol, Pamol o.a.) og ellers følge medicinpakkens anvisninger, når pillerne holder op med at virke og smerterne vender tilbage.
I det første døgn, bør du passe godt på såret og ellers tage den med ro. Undgå at røre ved såret og suge i det, da for megen aktivitet kan øge presset på såret og give blødninger. Når man skal sove eller ligge ned, er der en god ide at ligge med hovedet højt det første døgn, da det letter trykket på såret.

Vent med at skylle munden til der minimum er gået to timer. Hvis man skyller munden for hurtigt efter piercingen er lavet, får såret ikke den fornødne fred til at begynde helingsprocessen.
Når munden, efter minimum to timer er klar til at blive skyllet, kan det gøres forsigtigt med lunkent saltvand (1 teskefuld til et glas vand), Klorhexidin 0,1 % (kan købes på apoteket) eller med Tech 2000 som forhandles hos os. Alle tre produkter nedsætter risikoen for infektioner, da de er med til at holde mundhulen ren.
At holde mundhulen ren er meget vigtigt, så husk at børste tænderne, som sædvanligt, og vær påpasselig med at komme til at børste i såret.

Hvad kan man spise?
Husk at spise alle de måltider du normalt spiser. Hvis tungen er for øm til at du kan spise normalt, kan du enten blende maden eller spise flydende kost. Kroppen bruger en del energi på at hele såret, så det er ikke en god ide at lade være med at spise noget, fordi det gør lidt ondt.

I de første 3-4 dage kan du spise blød eller flydende mad, hvis din tunge er for øm til at håndtere almindelig føde. Det eneste du skal passe på er at maden helst ikke må være for varm. Hvis maden er for varm, kan det give smerter og forbrændingslignende skader.

Røg og alkohol
Nikotin har en uheldig indflydelse på hvor hurtigt dit sår heler, så lad være med at ryge mere end allerhøjest nødvendigt indtil såret er ved at være helet.
Det er også en god ide at undgå alkohol i de første par dage. Grunden er at alkohol øger blodtilførslen til såret, hvilket kan give anledning til efterblødninger, som forsinker sårets heling.

Efterblødning
Den første dag er det helt normalt, at der siver en smule blod ud af såret. Det ser ofte værre ud end det er, fordi blodet blandes med mundens spyt og får det til at se ud som om man bløder mere end man rent faktisk gør.

Opstår der imod forventning en regulær blødning, stopper man den bedst ved at tage en ren tampon, eller et rent stykke sammenrullet gaze, og lægge den hen over såret.
Man bider derefter sammen, så tamponen eller gazen lægger tryk på kanterne af såret, og holder munden lukket i et kvarter til en halv time. Det kan være nødvendigt at udskifte tamponen eller gazen et par gange, for helt at standse blødningen. Hvis blødningen ikke viser tegn på at stoppe og fortsætter med at bløde kraftigt, bør man søge hjælp enten hos os eller på skadestuen.
Det skal siges at det er usandsynlig at man begynder at bløde kraftigt efter at piercingen er lavet, med mindre der er tale om direkte uheld, da eventuelle perforeringer af blodkar eller blodårer forekommer under selve piercingen og ikke i tiden efter piercingen er foretaget.

Smerter og betændelse
Hvis du imod forventning oplever at der kommer stærke smerter, efter de første par dage hvor lidt ømhed er normalt, bør du kontakte os eller din læge, da du meget vel kan have fået betændelse i din piercing.
Skulle du være så uheldig at der er betændelse i din piercing og at det er udenfor vores åbningstider, bør du kontakte skadestuen. Hvis det bliver besluttet at smykket skal tages ud, bør du huske at informere personalet om at smykket kan åbnes. Så slipper du for at de skal save det over, hvilket er et smertefuldt og unødvendigt indgreb. Måden hvorpå smykket åbnes afhænger af smykketypen. Ringsmykker åbnes ved at man, manuelt eller med en ringåbner, vrider kuglen ud af ringen.
Stavsmykker åbnes ved at man skruer en af kuglerne af stavens gevind.
Da smykker har det med at glide i hænderne, er det en god ide at bruge latexhandsker til aftage smykker.

Rengøring af smykket
Som tiden går, vil smykket blive belagt med plak og tandsten. For at holde munden ren og smykket rent, er det nødvendigt at rengøre smykket. Dette kan du gøre, ved at koge smykket kortvarigt i eddike og derefter skylle det rent med vand.
Nogle oplever også at få en dårlig smag i munden pga. piercingsmykket. Dette kan du let afhjælpe ved at tage smykket ud og rense det med Brintoverilte 3%. Før du sætter smykket på plads igen, bør du skylle munden med Brintoverilte 3% og efterskylle med vand. Hvis den grimme smag vender tilbage, gentager du processen.

Til Top

Pleje af Intimpiercing

  • Husk at vaske dine hænder før du berører piercingsmykket
  • Vask dig forsigtigt to gange dagligt med en mild, PH venlig sæbe som fx intimsæbe
  • Undgå irritation af piercingen i form af stramt tøj, uhensigtsmæssige bevægelser og pilleri
  • Bruger du trusseindlæg, så sørg for at skifte dem mere hyppigt end ellers
  • Pas på med at bevæge smykket mere end højest nødvendigt.
  • Undgå oralsex i 10-14 dage.
  • Undgå samleje i 10-14 dage og husk efterfølgende at bruge kondom.

Til Top

Skader og komplikationer

Betændelse og infektion
Symptomer: Det ramte område bliver rødt, føles varmt, er ømt at røre ved samt afgiver grøngullig udflåd.

I tilfælde af betændelse må du ikke tage smykket ud, da betændelsen først skal renses væk. At fjerne smykket kan forværre situationen, da du forhindrer luft i at komme ned i såret og samtidig lukker for udflåddets mulighed for at komme ud af såret. Hvis smykket bliver taget ud, vil det efterlade et bulet ar, hvor piercingen tidligere var.

Forholdsregler
Det første du skal gøre, er at sikre at der rent faktisk er betændelse i din piercing og at det ikke bare er sårvæske. Er du, på nogen måde, i tvivl, er det en god ide at kontakte os så du ikke risikerer at rense din piercing for meget, hvis der ikke er betændelse i den. Som nævnt andetsteds, kan man få betændelse i en ellers rask piercing, hvis man begynder at rense den for meget. Hvis du ikke helt kan finde ud af om den væske, der kommer ud af din piercing er udflåd eller sårvæske, er det bedre at vi ser på det, end at du risikerer unødige problemer.

I tilfælde af betændelse
Vær ekstra opmærksom på at få renset såret mere end to gange daglig. Brug en opløsning af varmt vand og sæbespåner, som beskrevet i afsnittet om pleje af ydre piercinger, samt antibakterielle salve , som du får udleveret når du bliver piercet.

Hvis en betændelsestilstand ikke bliver behandlet, kan infektionen, i værste fald, brede sig ud i hele kroppen og udvikle sig til blodforgiftning. Det er derfor meget vigtigt at være opmærksom på piercingens tilstand, så man løbende kan følge med i om den er i bedring. Hvis man følger ovenstående behandling, burde piercingen ret hurtigt få det bedre. Hvis du, imod forventning, ikke får det bedre i løbet af kort tid, bør du søge råd hos os eller tage kontakt til din læge, da det muligvis er nødvendigt med antibiotika.

Tandskader samt betændelse i mundregionen
Betændelsessymptomer: Det ramte område bliver rødt, føles varmt, giver en dårlig smag i munden, er ømt at røre ved samt afgiver grøngullig udflåd.

Da en piercing i munden, betyder at du konstant har et smykke af metal inde i munden, kan du risikere at genere dit tandkød samt at slide på tænderne. Hvis du kommer til at bide i smykket, kan tænderne i værste fald knække og hvis du har for uvane at placere smykkets stav mellem to tænder, kan de risikere at forskubbe sig.
En tungepiercing kan være vanskelig at holde ren, da munden er fuld af madrester og bakterier dagen lang. Hvis man har dårlig mundhygiejne, vil der samle sig bakterier på piercingmaterialet og det kan føre til betændelse. Som nævnt foroven, er sårvæske ikke det samme som betændelse. Hvis du er i tvivl om du har sårvæske eller betændelse i din piercing, kan du altid kontakte os. Du skal vide, at hvis en betændelsestilstand ikke bliver behandlet, kan infektionen, i værste fald, brede sig ud i hele kroppen og udvikle sig til blodforgiftning. Det er vigtig at man tager det i opløbet, så søg enten råd hos os eller kontakt din læge.

Frostskader
Piercingsmykker, fortrinsvis i ansigtet, kan risikere at give dig forfrysninger, hvis det er meget koldt. Smykket er lavet af metal og hvis det udsættes for kraftig kulde vil det blive nedkølet. Nedkølingen holder sig ikke til smykket, men forplantes til det omkringliggende væv, der bliver nedkølet og endda ofte uden at man bemærker det. Blodcirkulationen stopper, vævet bliver frossent og man får det, der kaldes en forfrysning. Forfrysninger er ikke bare smertefulde og ubehagelige, men ødelægger også vævet. Særlig kritisk er det, når temperaturen ved huden kommer under -10 grader, som den nemt kan gøre hvis man opholder sig længere tid udendørs, når det er koldt, eller er på skiferie. Husk derfor enten at tage piercinger ud, hvis de ikke er dækket af tøj, eller dække dem til, inden du skal opholde dig udendørs i minusgrader i længere tid af gangen.

Til Top

Allergiske reaktioner

Symptomer: Rødme, kløe og klar væske fra piercingen

Når din hud eller slimhinder gennembores og såret bagefter kommer i konstant kontakt med et fremmedlegeme, som et smykke, er der en risiko for at man kan udvikle allergi mod fremmedlegemet. Specielt er nikkelallergi en risiko såfremt piercingen laves med kirurgisk stål, hvilket vi fraråder. Selv når piercingen foretages med det godkendte IMPLANTANIUM STÅL (Nikkel negativ),kan man risikere at udvikle allergi. Dette kan ske hvis man i forvejen har mange piercinger i kroppen med samme materiale, da nikkelindholdet for samtlige smykker skal lægges sammen.
I sjældne tilfælde kan du også risikere at udvikle allergi over for de rensemidler du bruger til at rengøre din piercing. I tilfælde af allergi, bør du søge råd og vejledning hos os eller kontakte din læge.

Dannelse af arvæv (Keloid)
Det er forskelligt hvor meget arvæv folk danner. Nogle mennesker har lettere ved at få tykke, ømme og grimme ar end andre og det har en betydning for hvor vellykkede deres piercinger ender med at blive. Keloid betegner overdreven vækst af arvæv, som medfører at arret bliver ophøjet og fortykket. Tilstanden forekommer hyppigere hos folk med mørk eller sort hud end hos hvide personer, men selve tilstanden er altid godartet. Keloid kan forekomme i alle typer arvæv og i sjældne tilfælde opstå uden synlig anledning. Det kan f.eks. udvikle sig efter en operation, brandsår, akne og andre små sår. I begyndelsen ser arret normalt ud, men bliver i løbet af nogle uger mærkbart større og tykkere.

Forholdsregler
I mange tilfælde forsvinder keloid lige så uforklarligt som det opstod. Hvis ikke det er tilfældet, kan keloid behandles ved at lægen injicerer et kortisonpræparat direkte i det fortykkede arvæv. Det overskydende væv kan også fryses væk, mens det ikke er tilrådeligt at skære keloiden bort, da der blot kommer et nyt ar, som kan danne keloid.

Eftersom nogle smykketyper trykker eller vrider piercingen, og i sjældne tilfælde kan skade huden eller området omkring den, er der er en særlig risiko for at danne tykke ar, hvis man har tendens til det. Hvis du har sådanne tendenser, bør du således informere os om det, før du bliver piercet. Så kan vi finde et smykke til dig, der giver dig så få gener som muligt i forhold til potentielt arvæv.

Til Top